Fag – Kemi (STX)

Kemi

Kemisk forskning spiller en afgørende rolle for menneskernes tilværelse og samfundets udvikling, herunder for miljøspørgsmål og mulighederne for bæredygtig udvikling. Udgangspunktet for undervisningen er derfor at give eleverne kendskab til og forståelse for kemiens samfundsmæssige og teknologiske betydning i såvel aktuelt som i historisk perspektiv. Som eksempler på områder hvor kemi spiller en stadig større rolle kan nævnes:

  • Bioteknologi
  • Nanoteknologi
  • Lægemidler
  • Fødevareproduktion
  • Nye materialer

Undervisningen i kemi bygger, ligesom al kemisk forskning, på eksperimentelle undersøgelser. Derfor bruges en stor del af undervisningstiden på eksperimentelt arbejde. Eleverne vil i kortere eller længere perioder arbejde med udvalgte områder som åbner mulighed for fordybelse i kemifaglige problemstillinger. Sådanne projektperioder vil typisk foregå i samspil med andre fag. På alle 3 niveauer opøves eleverne i at kunne indhente og anvende kemisk information fra forskellige kilder, herunder Internettet.

Et væsentligt aspekt af undervisningen er at give eleverne en forståelse for sammenhængen mellem eksperimentelle iagttagelser og teori/modeldannelse. Dette er en del af den baggrund som giver eleverne mulighed for at kunne forholde sig til naturvidenskabelige problemstillinger fra hverdagen og den aktuelle debat og være med til at påvirke beslutningsprocesser.

For alle tre niveauer gælder at der foretages løbende evalueringer både af elevernes faglige niveau og af elevens rolle i samarbejde med andre. Desuden evalueres undervisningen, så eventuelle justeringer kan foretages.

 

…som studieretningsfag

Kemi kan indgå som studieretningsfag på B- og A-niveau.

 

…som valgfag

Kemi kan vælges som frit valgfag på C-, B- eller A-niveau.

 

C-niveau

På C-niveauet arbejdes med kemiske grundbegreber som: stoffers opbygning, simple kemiske reaktioner og kemiske mængdeberegninger (f.eks. hvor meget alkohol kan der dannes af 1 kg sukker). Det eksperimentelle arbejde har en fremtrædende plads.

En stor del af tiden arbejdes med tematiske emner hvor andre fag kan indgå. Som eksempler på emner kan nævnes:

  • Cremer og kosmetik.
  • Drikkevand som ressource.
  • Rusmidler, f.eks. alkohol.
  • Raketter.
  • Mad og drikke.
  • Miljøproblemer, f.eks. sur nedbør.

Der udarbejdes journaler og rapporter over det eksperimentelle arbejde. Projektarbejde afsluttes normalt med en grupperapport og/eller en mundtlig fremlæggelse.

Eksamen

Der afholdes mundtlig eksamen og der kan vælges mellem 2 prøveformer: en mundtlig prøve der dækker på teoretisk og eksperimentelt stof eller en prøve som omfatter både en mundtlig prøve i teoretisk stof samt en eksperimentel prøve.

 

B-niveau

B-niveauet bygger oven på C-niveauet. I forhold til dette kræves en dybere forståelse for sammenhængen mellem stoffers struktur og egenskaber samt deres anvendelser i hverdagen og i teknologisk sammenhæng. Der lægges op til at eleverne i højere grad selv bliver i stand til selvstændigt at kunne tilrettelægge og udføre kemiske eksperimenter, såvel kvalitative som kvantitative. Eksempler på temaer kunne være:

  • Drivhuseffekten.
  • Ølproduktion.
  • Analyse af fødevarer eller medicinske produkter.
  • Fedtstoffer: chokolade, laks og andet godt.
  • Enzymer i hverdagen.

Virksomhedsbesøg eller besøg af gæstelærere indgår i undervisningen. Som på C-niveauet udarbejdes journaler og rapporter over det eksperimentelle arbejde – dog på B-niveauet i et noget større omfang. Projektarbejde afsluttes normalt med en grupperapport og en mundtlig fremlæggelse.

Eksamen

Der vælges mellem de samme to prøveformer som for kemi C. 

 

A-niveau

A-niveauet bygger oven på B-niveauet. Kernestoffet er mere omfattende og inddrager flere fagområder. Der stilles krav om kendskab til bestemte kemiske analysemetoder og et mere dybtgående kendskab til forskellige typer af kemiske reaktioner, herunder hvad der har betydning for at en kemisk reaktion overhovedet kan forløbe (termodynamik) samt hastigheden af denne (reaktionskinetik). Man kan arbejde med temaer som:

  • Lægemidler og deres virkning og nedbrydning i kroppen.
  • Fødevareindustri og tilsætningsstoffer (smags- og duftstoffer, emulgatorer mm.).
  • Fyrværkeri og eksplosioner – kemiske processer, farver, risici.
  • Kaotiske fænomener i kemiske reaktioner.
  • Den farvede verden – naturlige og kunstige farvestoffer, analysemetoder mm..

Virksomhedsbesøg eller besøg af gæstelærere indgår i undervisningen. Der skal desuden indgå et tema der handler om nyere kemiske forskning. Foruden journaler og rapporter over forsøg skal der på A-niveauet afleveres skriftlige opgavebesvarelser med henblik på skriftlig eksamen. Projektarbejde afsluttes med en grupperapport og normalt også en mundtlig fremlæggelse.

Eksamen

Der er en skriftlig og en mundtlig prøve. Den skriftlige prøve varer 5 timer og er i et centralt stillet opgavesæt. Til mundtlig eksamen kan der vælges mellem de samme 2 prøveformer som på C- og B-niveauet.