Menu

HF translokation

Se billeder fra afslutning og translokation

Rektor Peter Kuhlmans tale til hf'erne

Kære hf´ere

Til lykke med huen

At tage en hf-eksamen er noget helt særligt. Derfor er I også hver især helt særlige. I har hver især nået jeres mål på jeres helt egen og personlige måde. Nogle af jer har været godt stressede i forløbet, andre har været mere afslappede i tilgangen til undervisningen og eksamen. Nu sidder I på en affyringsrampe og om lidt går kanonen af, og I flyver ud og skal videreuddannes og virke i et samfund og en verden, som virker lidt uoverskuelig. Derude på den anden side af Teglgårdssøen finder I ikke en tutorlærer, en teamlærer og en studievejleder, der holder øje med jer og tager fat i jer, når I skal have et skub i den rigtige retning. Nu er I sådan set lidt alene om at vælge retningen for resten af jeres liv. Men jeg er sikker på, at vi har givet jer de kompetencer med på flyveturen ud i livet, som I får brug for. Evnen til at vælge den rigtige uddannelse og det rigtige job, der lige præcis passer til hver enkelt af jer.

Hvis præsident Donald Trump havde været her i dag i stedet for mig, ville han sikkert sige, at I er de bedste hf´ere vi nogensinde har haft her på skolen, ja her i landet, ja i hele verden. I er de smukkeste hf´ere, der nogensinde har siddet her i festsalen, og der har aldrig nogensinde været samlet så mange mennesker her som i dag. Vi ved alle sammen godt, at det nok ikke er hele sandheden, men Trump er jo en mester i at twitte fake news flere gange dagligt. Derfor lever I i en tid, hvor det bliver sværere og sværere at finde ud af, hvad der er en sand, og hvad der en falsk nyhed.

Samtidig lever I en tid, hvor mange af jer får jeres nyheder fra de sociale medier. Oftest er der tale om ligegyldigheder eller ikke nyheder. Fx læste jer for en måned siden i avisen om den unge pige Kristine Sloth, som jeg ikke anede hvem var. Muligvis er der en del af jer, som kender hende. Hun lægger små videoer på Youtube og nogle af dem er set mere end 400.000 gange. Det interessante ved hendes videoer er, at de viser en helt igennem almindelig pige, som ikke har andet på hjerte end almindeligheder. Hvad hun sidder og tænker på, hvilke problemer hun har med sin vaskemaskine, hvad hendes kat hedder, hvor hyggeligt det er at drikke en kop kaffe, hvor sjovt det er at sidde på gulvet osv. Om aftenen holder hun show, hvor hendes følgere betaler for at se hende og høre hende fortælle flere almindeligheder. Der er åbenbart penge i trivielle og ligegyldige nyheder. Fie Laursen, der blev kendt efter hun fortalte om mobning i Aftenshowet, er nu blogger og YouTuber, hvor hun fortæller om mode og mest om sig selv: - Jeg har fået en kæreste. Han hedder HansPeter. Jeg har fået den mærkeligste og mest spontane tatovering osv. Hun har også skrevet en bog om sig selv, som ikke litterært hæver sig mange millimeter over gulvhøjde i en beskrivelse af hendes totalt uinteressante meget unge liv. På mange måder ligner, Kristine Sloth og Fie Laursen præsident Donald Trump. De lever alle tre i en selvpromoverende kunstig reality verden langt fra almindelige mennesker og virkeligheden.

Kristine og Fie er eksempler på, at I lever i en tid, hvor man hele tiden skal vise sig frem på de sociale medier, hele tiden skal være på face book og twitter for at vise, hvor godt og sjovt man har det. En form for narcissisme. I kan ligefrem blive stressede af hele tiden at skulle følge med på de sociale medier. Men det er ikke ved at surfe rundt i almindeligheder og jordstrygende tomgang på nettet, at I finder jeres personlige kompas og værktøjskasse til at få succes med jeres uddannelse og job og få et lykkeligt liv.

Jeres succes bygger på to grundlæggende kompetencer. For det første jeres faglige viden og færdigheder. For det andet jeres sociale og følelsesmæssige intelligens. Vi har i jeres to år her på hf forsøgt at proppe så meget viden og mange færdigheder ind i jeres hoveder som muligt, så I er klar til en videregående uddannelse. Derimod har vi ikke i så høj grad fokuseret på at udvikle jeres sociale og følelsesmæssige intelligens. Jeres evne til at læse andres følelser og reagere med indlevelse og forståelse for andre mennesker. For det er primært jeres evne til at omgås andre mennesker, der vil være grundlaget for jeres resultater og succes med jeres liv i fremtiden. Den kompetence kan I ikke udvikle på de sociale medier eller ved at tjekke jeres mobiltelefon hvert femte minut. Den kan I kun udvikle ved at være sammen med jeres venner, familie og arbejdskolleger.

Så mit råd til jer i dag er, at I skal slippe mobilen, slukke computeren og være nærværende med de mennesker i omgås. Kun på den måde kan I udvikle jeres sociale og følelsesmæssige intelligens. Og husk når I er sammen med andre mennesker, at det ikke kun handler om, at I selv skal være i fokus. Lyt til andre, I er sammen med. Glæd jer, når det går andre godt og støt dem, når de løber ind i sorger og bekymringer.

Det er vigtigt at I sætter jer nogle mål for jeres liv. Måske skal I ligefrem stræbe efter det, der synes uopnåeligt, for på den måde opnår man ofte det der er opnåeligt (Goethes Faust). Det gør ikke noget, at I rammer ved siden af jeres mål, blot I har en idé om, hvordan jeres liv skal være. Eller som John Lennon skriver i en sang fra 1980 ”Life is what happens to you while you´re busy making other plans”. Livet er noget, der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer.

Hvis I har en drøm, så skal I forfølge den. Det er så ærgreligt at blive halvgammel og tænke: dengang for 20 år siden, mens jeg var ung, skulle jeg have forfulgt min drøm. For det er nu, I skal drømme og handle. Om 10 år kan det være for sent. Til den tid sidder I fast med 4 børn, rækkehus, en skoda og faste terminer i huset.

Så det er med at komme i gang med jeres liv lige nu.

Benny Andersens sammenfatter dette råd i et digt:

Sæt jer store mål

Sæt jer tydelige spor

Det skal kunne ses at I har været her

Vi skød med slangebøsse engang

De store drenge skød efter tomme flasker

Hvor er de flaskeskår i dag

Jeg skød til måls efter månen

Mærkerne ses tydelig den dag i dag

Om lidt siger vi farvel for sidste gang. Om lidt er det forbi. To år på Frederiksborg Gymnasium og HF med masser af undervisning, skriftlige opgaver, prøver og eksaminer. Om lidt er der stille på skolen, når den sidste vogn er kørt.

Held og lykke med jeres ny vundne frihed og resten af jeres liv. Pas godt på jer selv og bevar de venskaber, I har fået her på skolen.

Og med disse ord dimitterer jeg jer fra Frederiksborg Gymnasium og HF