Menu

STX translokation

Se alle billederne fra stx translokationen

Rektor Peter Kuhlmans tale til studenterne

Kære studenter -  til lykke med huen

 Hvert år, når jeg siger ”god dag” til alle de nye elever i august, kommer jeg altid til at tænke på humlebien. Det påstås jo, at humlebien slet ikke kan flyve, men den ved det ikke selv. Derfor flyver den bare, selvom en franskmand i 1934 beregnede ved hjælp af matematiske modeller, at den ikke kunne flyve. Det samme med jer. Jeg har ikke altid troet på, at I alle sammen kunne bestå eksamen, men I gjorde det alligevel, selvom enkelte af jer måtte baske ret kraftigt med vingerne her til sidst under eksamen for at få huen på. Men det lykkedes.

 Et gammelt engelsk ord for humlebi er dumbledor. Måske er det derfor, at troldmanden i Harry Potter bøgerne hedder Albus Dumbledore – eller Albus humlebi. Dumbledore er rektor på kostskolen Hogwarts. Jeg har altid misundt ham den tryllehat, som han bruger til at sortere eleverne med. Nogle elever vurderes til at være tapre og modige. Nogle til at være gode, ærlige, flittige og venners ven. Nogle til at være intelligente og kloge og atter andre til at være ambitiøse og dristige. Hvis jeg havde tryllehatten, kunne jeg så sammensætte de forskellige klasser efter jeres personlige egenskaber og kompetencer.

Men måske er det meget godt, at jeg ikke har en tryllehat. For jeg tror ikke på, at I hver især enten er modige, flittige, kloge eller ambitiøse. Jeg tror, at I rummer lidt af alle de gode egenskaber. Jeg tror, at I engang i fremtiden bliver både flittige, kloge og ambitiøse, når I finder den helt rigtige videregående uddannelse og det helt rigtige arbejde, som passer helt perfekt til hver enkelt af jer. Derfor er det afgørende, at I får valgt den uddannelse og det job, hvor I kan udfolde jeres fulde potentiale. Men jeg ved samtidig, at det er lidt af en udfordrende opgave. Måske bliver I nødt til at vælge om og prøve noget nyt. Det er naturligvis hårdt at tage fejl, men det er langt værre aldrig at have forsøgt, som en tidligere amerikansk præsident Theodore Roosevelt skrev engang. Så derfor - forfølg jeres drømme. Lykkes drømmen ikke, så er det bare med at komme op på hesten igen og skabe et nyt billede, et nyt mål med jeres liv. Verden er nemlig altid fyldt med muligheder, hvis man husker altid at fokusere på nye muligheder i stedet for nye forhindringer. Nogen affinder sig passivt med, at det er min skæbne, men som Machiavelli skriver i ”Fyrsten”, ja så styrer skæbnen kun halvdelen af vores liv. Har han ret, skal I ikke affinde jer med skæbnen, men i stedet sætte jer i førersædet i jeres eget liv.

 Vi drømmer nok alle om en plads i solen. Et liv, hvor der altid er medvind på cykelstien. Hvor der ikke er bekymringer og sorger. Nogle drømmer om bare 15 minutters berømmelse med 100.000 følgere på nettet eller drømmer om at være en helt anden person end den, de er. Hvem vil ikke gerne være gudesmuk, charmerende, karismatisk og vanvittig intelligent. Men drømmer I for meget om den person, I kunne tænke jer at være, mister I den person, som I er. For I er hver især værdifulde, som I er. At blive rigtig voksen betyder nemlig, at man hviler i sig selv, og er glad for den man er.

 Den verden, I nu skal ud er urolig og usikker; måske undtagen i Danmark. Her går det godt. Solen skinner, og vi har aldrig haft så varmt et forår og forsommer som i år. Det er naturligvis ikke så godt for landmanden; men for os andre er det jo herligt at kunne nyde det dejlige vejr i haven, i byen og på stranden. Vi producerer som aldrig før. Arbejdsløsheden er næsten forsvundet, og manglen på arbejdskraft er begyndt at vise sig. Og det er jo rigtig godt for jer. Uanset hvilken uddannelse I vælger, vil der være et job parat til jer i den anden ende.

Men kigger vi lidt ud i verden, ser billedet lidt mere truende ud. England vil forlade EU. Polen og Ungarn har glemt, hvad et demokrati går ud på. Italien er nærmest i opløsning efter at Lega og Femstjernebevægelsen har vundet valget og dannet regering. Udefra puster Putin til konflikten i Ukraine og virker truende ved grænsen til de baltiske lande. Det eneste håb, vi har tilbage i Europa, er den franske præsident Macron, men han har problemer med togførerne, som synes, at det kun er rimeligt at gå på pension, når man bliver 52 år.  Husk lige på, at I først må gå pension, når I er 72 år. 

Og præsident Trump i USA er ved at starte en handelskrig med Europa og underholder med sine daglige twitter-beskeder. Han skælder ud på USA´s gamle og trofaste venner i Europa og Nordamerika, mens han roser den ene hensynsløse diktator efter den anden rundt om i verden, sidst var det Kim Il Jung fra Nordkorea. Man kan vist roligt sige, at han skaber lidt af en tornado i hele verden samtidig med, at han har meldt USA ud af klimaaftalen, mens jorden for hver dag bliver varmere og varmere.

Men jeg har stadig en drøm om et Europa, hvor få har for meget og færre for lidt, hvor der hersker fred, frihed og demokrati. Jeg håber, at min drøm også engang vil være jeres.

Men lad nu verden hvile for en stund. Måske vil I holde et sabbatår med arbejde og rejser. På et eller andet tidspunkt skal I derefter i gang med en videregående uddannelse.  I har rigtig mange valgmuligheder. Prøv bare at gå ind på uddannelsesguiden.dk. Her kan man vælge mellem overraskende mange forskellige uddannelser. Sæt jer nu grundigt ind i de mange muligheder, inden I trykker på knappen - send ansøgning.

 I denne sluttede kreds vil jeg gerne afsløre, at jeg sammen med en håndfuld lærere tit går ud i skoven i spisefrikvarteret for at ryge en enkelt cigaret. På vejen går man gennem kemigangen, hvor der er en lang stolerække. Her sidder som sædvanligt en stribe elever. Det karakteristiske ved eleverne er, at de ikke snakker sammen. Hver især er bøjet over deres mobiltelefon. Mobiltelefonen er i dag jeres sutteklud, som I næsten ikke kan undvære. Jeg har endog set en elev falde ned ad trappen, fordi hun var dybt koncentreret om den sidste sms på sin mobiltelefon. Enkelte af jer har måske oplevet at få inddraget jeres mobiltelefon i timen, fordi I var frosset fast til den sidste facebook opdatering i stedet for at være aktive i undervisningen. Enkelte gange har læreren efterfølgende afleveret en elevtelefon hos mig, så eleven har kunnet hente den på mit kontor. Når jeg så fortæller eleven, at jeg synes, at deres mobiltelefon trænger til at hvile og derfor får lov til at overnatte på mit kontor. Ja, så går der panik i eleven. Jeg må da kunne forstå, at man ikke kan trække vejret og overleve, hvis man ikke har sin mobiltelefon i hånden.

 Jeg er bestemt ikke modstander af mobiltelefoner. Men husk lige på, at den korteste vej mellem to mennesker er et smil og ikke en sms. Det er ikke nok at være i virtuel kontakt med venner og familie. Det er meget mere vigtigt at tale sammen. At være sammen. At glæde sig sammen, når det går de andre godt og være der med trøst og støtte, når de er ulykkelige og har modgang i livet.

På den japanske ø Okinawa er der flere mennesker på over hundrede år pr. 100.000 indbyggere end noget andet sted på kloden. De har færre kroniske sygdomme. De er vitale og sunde, selv når de har passeret en alder på 100 år. Demens er sjældent forekommende, og samtidig virker hele befolkningen usædvanlig munter og glad. Mange internationale forskere er draget til Okinawa for at finde ud af, hvorfor befolkningen bliver så gammel. De medicinske forskere forklarer den høje alder med kost og motion. Maden består af søde kartofler, fisk og mange grøntsager. De spiser sig aldrig stopmæt, men kun, som et gammelt ordsprog fortæller, kun 80 procent mæt. De motionerer ikke ekstremt. Som regel går de en tur hver dag og arbejder i køkkenhaven. Men forskerne kunne alligevel ikke finde ud af, hvad der gør befolkningen både glad og gammel. Andre forfattere er nået frem til, at det udover kosten i  langt højere grad handler om kulturen på Okinawa. Fra de er ganske små lærer børnene at hjælpe hinanden, at samarbejde og behandle alle andre som var de søskende. Det er livet i et fællesskab, de gode sociale forbindelser og et mål med livet, der gør, at befolkningen er munter og glad og lever rigtigt længe.

Den måde vi lever på her i Danmark og i den vestelige verden adskiller sig meget fra befolkningen på Okinawa. Vi spiser usundt og for meget, hvilket medfører en række livsstilssygdomme. En del dyrker alt for meget motion, løber maraton og pumper hver dag i et fitnesscenter. Men værst er det, at vi lever i et konkurrencesamfund, som I også er en del af. For mange af jer gælder det om at få den højeste eksamen, så I kan komme ind på drømmestudiet. Ja, hele samfundet er bygget op på benhård, individuel konkurrence. Det er nu engang grundlaget i de markedsstyrede vestlige samfund. Men i denne individuelle stræben, glemmer vi det helt centrale i et lykkeligt liv: Fællesskabet og formålet med livet. Nok viser forskellige målinger, at vi er et verdens lykkeligste folk. Sammenlignet med befolkningen på Okinawa er vi dog snarere et stresset tandhjul i den danske konkurrencestats jagt efter at gøre os så effektive som overhovedet muligt.

 Men I har alle sammen hver især mulighed for at blive lige så glade og muntre, som befolkningen på Okinawa. For det første skal I tænke over, hvad målet er for jeres liv, hvad er meningen med jeres liv eller med et fransk udtryk jeres ”raison d´être.” Og når I har svaret på det spørgsmål, skal I stille jer et nyt spørgsmål: Hvad gør jer glade – igen på fransk ”joi de vivre”. Så håber jeg, at I når frem til, at det er et liv i fællesskab med jeres venner, kæreste og familie, der er nøglen til et lykkeligt liv. Jeg kan dog ikke love jer, at I blive over 100 år som på Okinawa, men det er dog en begyndelse.

 Jeg ved godt, at selvom I sidder helt stille nu, så har I glemt alle de gode råd, jeg her har givet jer med på vejen. Som Bob Dylan sagde engang: ”Man kan ikke stole på nogen over 30”. Og jeg må indrømme, at det er et par dage og år siden jeg var 30. Men alligevel pas nu godt på jeres venner og familie. Brug al den tid, I har behov for, til at finde ud af hvad formålet er med jeres liv, og hvad I vil bruge jeres liv til. Fra i dag er jeres liv helt åbent, fyldt med rigtig mange muligheder.

 Til sidst vil jeg gerne takke jer alle sammen. Det har været et privilegium at have været jeres rektor. Det har været en glæde for mig hver dag at sige ”hej” og ”god morgen” til jer, når jeg har mødt jer på gangene. Og jeg har altid nydt at kunne drille jer med spørgemål som: ”Holder I nu pause igen midt i modulet,” eller ”er I nu på facebook igen i stedet for at være aktive i gruppearbejdet.” Selvom det er nogle dumme bemærkninger, er jeg altid blevet mødt med et smil. Tusind tak for jeres mange smil.

Nu er det slut. Om lidt bliver her stille, mens I larmer afsted i vognene.  Pas godt på jer selv og på hinanden.

 Og med disse ord dimitterer jeg jer hermed fra Frederiksborg Gymnasium og HF.