Menu

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensreglerne for Frederiksborg Gymnasium og HF er omfattet af bestemmelserne i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser, bekendtgørelse nr. 1249 af 13.12.2004. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse er således gældende for alle elever og kursister på skolen.

Indledning

Det er hverken muligt eller hensigtsmæssigt at opstille regler, der tager højde for enhver situation, der kan opstå. Det må forventes, at alle elever er bekendt med almindelige normer for god opførsel og samvær. Det forventes, at alle elever respekterer skolens overordnede værdier og mål herunder, at Frederiksborg Gymnasium og HF udgør et rummeligt fællesskab præget af åben dialog, gensidig respekt, demokratisk medbestemmelse, ansvar og tolerance.

§ 1. Elever skal møde rettidigt til timerne og deltage aktivt i undervisningen. Denne bestemmelse gælder også for deltagelse i undervisning, der finder sted uden for skolens område, samt selvstændigt arbejde, virtuel undervisning, obligatorisk vejledning og tutorsamtalerne på hf. Eleven kan kun være fraværende fra undervisningen på grund af sygdom eller efter aftale med rektor. Ved længerevarende sygdom kan rektor kræve en lægeerklæring. Udgiften til lægeerklæring betales af eleven. Brud på denne regel kan føre til påtale fra lærer, påtale fra rektor eller hjemsendelse i en kortere eller længere perioder i indtil 10 dage på et skoleår. Hjemsendelsen medregnes som fravær. Ved fravær af et større omfang kan eleven efter forudgående samtale med ledelsen og efterfølgende skriftligt varsel henvises til at aflægge prøve i alle afsluttende fag på det pågældende klassetrin. Der gives ikke årskarakterer i disse fag. Fortsætter fraværet på trods af henvisning til eksamen i alle afsluttende fag, kan rektor beslutte, at eleven mister retten til at modtage SU og i særligt graverende tilfælde bortvises fra skolen. Frakendelse af SU kan også iværksættes for en periode, inden eleven henvises til eksamen i alle afsluttende fag. Eleven kan dog stadig gå til eksamen som selvstuderende. Bortvisning betyder ikke, at eleven ikke kan søge om optagelse på en anden skole.

§ 2. Elever skal rettidigt aflevere skriftlige opgaver, der kvalitativt og kvantitativt følger de krav, der er fastsat af læreren. Brud på disse regler kan føre til de samme sanktioner, som er omtalt i § 1. I forbindelse med udarbejdelse af såvel mindre enkeltfaglige som større tværfaglige skriftlige opgaver er det ikke tilladt snyde. Ved snyd forstås aflevering af hele opgaver udarbejdet af andre end eleven selv, afskrivning af længere passager fra andre kilder uden tydelig henvisning til kilden eller hjælp til snyd. Følgende sanktioner iværksættes ved snyd: 

Skriftlig eksamen og i forbindelse med SRP og SSO

Snyd medfører omeksamen ved efterfølgende ordinære eksamenstermin. For skriftlig eksamen i gymnasiet og hf ved efterfølgende eksamenstermin december-januar eller maj-juni. For SRP og SSO ved næste skoleårs opgaveskrivning. (jf. Eksamensbekendtgørelsen § 20). I alle tilfælde kan eleven gå til eksamen på normale vilkår i alle andre fag; men et eksamensbevis kan først udstedes, når omeksamen er gennemført med en karakter.

Terminsprøver

Snyd ved skriftlige terminsprøver medfører, at besvarelsen vurderes med karakteren -3. Karakteren -3 indgår i vurderingen af elevens skriftlige standpunkt i det pågældende fag ved afslutningen af skoleåret, dvs. indgår i fastlæggelsen af årskarakteren.

Skriftlige opgaver i forbindelse med undervisningen

Snyd ved hjemmeopgaver indberettes til skolens ledelse. Snyd medfører en skriftlig advarsel, som indføres i Lectio. Ved gentagelse i samme eller i et andet fag vil eleven blive overført til eksamen på særlige vilkår i alle afsluttende fag det pågældende år.

§ 3. Elever skal deltage i de planlagte terminsprøver, årsprøver og lignende evalueringer. Fravær uden en af rektor godkendt gyldig grund medfører bortvisning fra skolen. § 4. Elever må kun i nødstilfælde forlade undervisningen. Elever må ikke småsnakke i timerne med mindre det er en del af den planlagte undervisning. Anvendelse af PC i timerne skal ske som understøttelse af den igangværende undervisning og i øvrigt følge lærerens anvisninger. Mad må ikke indtages i timerne. Affald må ikke efterlades eller henkastes på skolens areal. Mobiltelefoner må ikke være tændt eller anvendes i undervisningstiden. Der må ikke nydes alkohol på skolen i undervisningstiden. Elever må ikke møde berusede eller alkoholpåvirkede til undervisningen. - Brud på ovennævnte regler kan føre til påtale fra lærer, påtale fra rektor eller hjemsendelse i en eller flere dage med brev til forældrene jf. § 1. Der må ikke medbringes og indtages euforiserende stoffer på skolen. Dette forbud gælder både i skoletiden og ved arrangementer efter skoletid. Brud på denne regel vil medføre bortvisning fra skolen. Der må ikke ryges på skolens område. Eleverne skal følge de forskrifter, der gælder for brug af skolens edb-udstyr samt behandle skolens inventar og øvrige udstyr - fx idrætsredskaber, apparatur i de naturvidenskabelige fag, musikinstrumenter – med omtanke og hensyntagen. Brud på disse forskrifter kan i graverende tilfælde medføre bortvisning.

§ 5. Elever skal på ekskursioner, studie- og udvekslingsrejser nøje følge det planlagte program og opføre sig efter de retningslinier, skolen har foreskrevet. Brud på disse regler kan medføre hjemsendelse for egen regning. Efterfølgende kan der blive tale om hjemsendelse fra skolen i en eller flere dage og i meget grove tilfælde bortvisning fra skolen.

§ 6. Oprykning til næste klassetrin af en elev er betinget af elevens standpunkt og tilstrækkelige udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer skolen den enkelte elevs standpunkt og udbytte af undervisningen. En elev har krav på oprykning, når eleven har 2,0 eller derover i vægtet gennemsnit af de karakterer, der er opnået ved afslutningen af et skoleår og har aflagt de krævede prøver, herunder årsprøver, samt større skriftlig opgave, projektopgaver og lignende. Årskaraktererne i gymnasiet medregnes i gennemsnittet.

§ 7. Skriftlige advarsler og sanktioner gives til eleven og sendes med anbefalet brev mod kvittering til forældremyndighedsindehaveren, hvis eleven er under 18 år.

§ 8. Klage over skolens afgørelse om iværksættelse af sanktion over for en elev, der ikke overholder studie- og ordensreglerne og klage over afgørelse om at nægte oprykning kan af eleven eller forældremyndighedsindehaveren, hvis eleven er under 18 år, inden 2 uger fra afgørelsen indgives skriftligt gennem rektor til Undervisningsministeriet. Rektors kommentar til klagen kan med 1 uges frist kommenteres af eleven og/eller forældremyndighedsindehaveren. Kommentaren vedlægges klagen til Undervisningsministeriet. En klage til Undervisningsministeriet har ikke opsættende virkning.

Revideret 15. august 2012