Menu

Kriseplan

Da mange af os formodentlig er usikre på, hvem der er ansvarlig, og hvordan der skal handles i nedenstående situationer, skal kriseplanen sikre at alle ved, hvor ansvaret ligger, og hvordan kommunikationen skal fungere.

Kriseplanen iværksættes i alle tilfælde af rektor eller rektors stedfortræder. Derfor skal rektor eller rektors stedfortræder altid som den første underrettes.

EN ELEV MISTER EN AF SINE NÆRMESTE, FORSØGER SELVMORD ELLER UDSÆTTES FOR ANDRE KRISER
  1. Den person, der får meddelelsen om hændelsen, spørger om muligt familien eller eleven, om lærerne og/eller klassen skal have besked. Eleven og/eller familien har afgørelsen. Rektor eller rektors stedfortræder underrettes.

  2. Hvis klassen skal have besked, giver rektor eller rektors stedfortræder kommunikationsansvaret til en af klassens lærere eller studievejlederen og sørger for, at de andre lærere får besked om, hvordan de skal forholde sig (se det følgende).

  3. Den kommunikationsansvarlige lærer eller studievejlederen giver klassen besked. Tal åbent og konkret om det, der er sket. Lad eleverne spørge og kommentere.
    Snak med klassen om, hvordan de skal modtage eleven, når hun/han vender tilbage.
    En nær skolekammerat kan evt. følges med eleven til skolen.
    Når eleven møder op i skolen igen, er det vigtigt, at eleven ved, hvordan der er blevet orienteret i klassen. Studievejlederen kan sende brev til eleven om, at man har hørt, hvad der er sket, og at eleven er velkommen til at henvende sig til studievejlederen eller skolens psykolog for at få en samtale.

  4. Klasselæreren eller den kommunikationsansvarlige lærer tager sig ekstra af eleven, når han/hun møder i skolen og giver studievejlederen eller skolens psykolog besked i den følgende tid, hvis eleven har vanskeligheder med at klare situationen.

  5. Det er vigtigt, at klassen og lærerne tager godt imod eleven, når han/hun kommer i skole igen. Man skal ikke omklamre eleven, men det er vigtigt at markere omsorg. Man må ikke lade som om, man ikke har hørt det. Ofte er det en god ide ikke at bruge spørgsmålsformen, for det kan få eleven til at bryde sammen at skulle fortælle om sagen. Giv i stedet for en omsorgsfuld kommentar eller et lille klem.
    1-2 uger efter kan man tage tråden op ved f.eks. at spørge eller kommentere.

ULYKKER PÅ SKOLEN
  1. Lærere, der er i nærheden af ulykkesstedet, sørger bedst muligt for at tage sig af den/de forulykkede.

  2. Rektor/rektors stedfortræder skal have besked, og der skal evt. tilkaldes en taxa eller ambulance, hvis ulykken er af alvorligere karakter. Taxabon fås i adm. 1 økonomi.

  3. Rektor/rektors stedfortræder underretter hjemmet og informerer det relevante personale.

  4. Lærere, der var til stede ved ulykken, tager sig af elever, der også har oplevet ulykken.
    De taler med dem om det skete.

  5. Rektor sikrer, at lærere, studievejledere eller skolens psykolog orienterer berørte klasser. BR Tal åbent med dem om, hvad der er sket.

  6. Der kan efterfølgende rekvireres krisepsykolog, hvis det skønnes nødvendigt.

ELEVDØDSFALD
  1. Rektor/rektors stedfortræder underrettes.

  2. Rektor/rektors stedfortræder underretter alle klassens lærere. Først underrettes de lærere, der skal have klassen samme dag. Rektor kan give kommunikationsansvaret til en lærer eller studievejleder, som kommunikerer med klassens øvrige lærere med henblik på at præcisere, hvem der gør hvad.

  3. Elevens klasse underrettes af den kommunikationsansvarlige lærer/studievejleder.
    Tal åbent og konkret om det, der er sket. Lad eleverne spørge og kommentere.
    Man kan tale om evt. deltagelse i begravelsen.

  4. Normalt samles hele skolen i salen til en kort højtidelighed, hvorefter der flages på halv.

  5. Der kan efterfølgende rekvireres krisepsykolog, hvis det skønnes nødvendigt.

PERSONALEDØDSFALD
  1. Rektor/rektors stedfortræder underrettes.

  2. Rektor/rektors stedfortræder underretter hele personalet, helst ved et møde hvor flest mulig er samlet, og hvor der kan blive lejlighed til at stille spørgsmål og få at vide, hvordan resten af dagen skal forløbe.

  3. Rektor/rektors stedfortræder giver kommunikationsansvaret til en lærer i hver enkelt klasse eller til studievejlederen og giver besked om, hvordan de andre lærere skal forholde sig.
    Den ansvarlige lærer eller studievejlederen giver klassen besked.
    Tal åbent og konkret om det, der er sket. Lad eleverne spørge og kommentere.
    Man kan tale om evt. deltagelse i begravelsen.

  4. Normalt samles hele skolen i salen til en kort højtidelighed, hvorefter der flages på  halv.

  5. Der kan efterfølgende rekvireres krisepsykolog, hvis det skønnes nødvendigt.

Revideret marts 2012